Alt om uranindustrien

Beskrivelse

Uran er det primære materiale, der bruges til at producere atomkraft, som tegner sig for 11% af verdens elkraft i dag. Det er kun svagt radioaktivt, med en halveringstid på 4, 5 milliarder år. Uran er et naturligt forekommende element, der findes i jordskorpen, og er 40 gange mere rigeligt end sølv. Den globale efterspørgsel efter raffineret uran står på omkring 60.000 tons om året. Det meste af dette uran går mod energiproduktion, selvom mindre mængder anvendes til medicinsk forskning og til militære formål som f.eks. Marine og ubåd fremdrivning og våben. Uran er så vigtigt for atomenergiproduktion, fordi dens kerne er forholdsvis let at splitte, og dermed frigiver massive mængder energi.

Beliggenhed

Kasakhstan, Canada og Australien kombinerer at producere næsten to tredjedele af verdens uran hvert år. Kasakhstan er først for nylig blevet en vigtig aktør i verdens uranindustrien, som overstiger Canadas produktion lige så tidligt som i 2009. Canada ejer stadig verdens største højkvalitets uranmine, McArthur River Uranium Mine. Denne mine ligger 385 miles (620 kilometer) nord for Saskatoon, Canada, og producerede 7.520 tons uran i 2012, hvilket var 13% af den samlede globale produktion det år. Fordi McArthur River er en højkvalitets uranminne, høstes kun fjernbetjent udstyr malm fra den underjordiske mine. Kasakhstan har tre af verdens største andre miner, og Australien ejer to. USA, Frankrig og Kina er i mellemtiden verdens største forbrugere af uran.

Behandle

Uran er lettere at finde end andre metaller, fordi dets strålings signatur er detekterbar fra luften. Historisk har virksomheder gravet store miner for at høste uran fra jordskorpen. Malmen ekstraheres og udvaskes med svovlsyre for at fjerne oxidation, og selve uranet separeres kemisk fra urenheder. Underjordiske miner er stadig temmelig almindelige i dag, selv om en ny metode kaldet "in situ leaching" er blevet mere udbredt i de seneste årtier, især i Kasakhstan. "In situ udvaskning" er mest effektiv, når uran sidder fast i løsere omgivende materialer, såsom sand eller grus. I denne proces pumpes svagt surt vand i store beholdere af sådant materiale. Uran opløses i vandet, som fjernes, og derefter udfældes uran ud af vandet i et raffinaderi.

Historie

Den franske videnskabsmand Henri Becquerel opdagede først de radioaktive egenskaber af uran i 1896. I 1939 brugte den tyske forsker Otto Hahn uran til at udføre den første nogensinde atomfission. Dette udgjorde en seriøs søgning efter uran på steder som Canada og USA i begyndelsen af ​​1940'erne, hvilket kulminerede med de berømte atombomber, der faldt på Hiroshima og Nagasaki, Japan i 1945, og sluttede effektivt anden verdenskrig. Efter krigen begyndte også andre lande rundt om i verden at søge og minedrift for uran. Forsvarsformål til side blev det mere ønskeligt, efter at forskere først udviklede et middel til at anvende atomfission til at generere elektrisk energi i 1950'erne. In situ blev udvaskning populær i 1970'erne og muliggjort en stor udvidelse i branchen.

forordninger

Minedrift uran er en relativt sikker proces, da elementet kun er mildt radioaktivt. Der er dog to væsentlige farer for arbejderne. Den første er udsættelse for radon, en radioaktiv gas frigives i atmosfæren, når uran mines. For at bekæmpe dette har lande regler, der kræver ventilation, støvkontrol og strålingsdetekteringsudstyr inden for underjordiske uranminer. Den anden er eksponering for "gammastråler", som er radioaktive bjælker udgivet, når minedrift af høj kvalitet uranmalm. Da gammastråler er farligere end radongas, bruger de fleste højkvalitetsminer fjernstyret udstyr til at høste malmen. Lokale myndigheder overholder også regler for at beskytte det lokale grundvand i områder, hvor der udledes in situ udvaskning. Efter Tjernobylkatastrofen i 1986, der ødelagde ukrainske og hviderussiske økonomier, dræbte direkte 31 mennesker og forurenede over 100.000 kvadratkilometer landmasse, mange mennesker over hele verden har været mere forsigtige med at udnytte atomenergi og har opfordrede til strammere bestemmelser eller endog at ophøre med at bruge den helt. Men bekymringer over de potentielle farer ved uran og atomenergi har kun fortsat med at stige efter 2011-rampen i Fukushima Daiichi i Japan.