Lande med den værste kvindelige repræsentation i nationale lovgivninger

Selv i det 21. århundrede synes mange lande at være uvillige til at sætte medlemmer af deres respektive kvindelige befolkningsgrupper i autoriteter. Nedenfor listes de lande, hvor kvinders lovgivningsmæssige repræsentation på nationalt plan forbliver på sit laveste niveau globalt. Det er interessant at bemærke, at de fleste af de lande, der diskuteres heri, er enten fra Oceanien eller andre Stillehavsø nationer eller er mellemøstlige lande. Denne observation giver anledning til tanken om, at kulturelle opfattelser og traditioner er, hvad der holder kvinder ud af de højere regeringsniveauer på disse steder.

10. Papua Ny Guinea (3% af repræsentanterne)

Papua Ny Guineas Nationalparlament, der består af i alt 111 medlemmer, har kun tre kvindelige repræsentanter. Efter uafhængighed så landets første valg i 1977 tre kvindelige kandidater, der bestred valget, hvoraf tre blev valgt. Men i dag er der stadig kun lige så mange kvinder i PNGs parlament, som det var i lovgivningen 1977-1982. Faldet i landet til at gøre fremskridt i denne henseende har ført til behovet for at træffe særlige foranstaltninger. Reservation af kvote af pladser til kvinder syntes at være det bedste valg, selv om dette ville have krævet en forfatningsændring. Imidlertid modtog lovforslaget om at ændre forfatningen ikke tilstrækkelige stemmer, og blev derfor aldrig bestået. Kvinder fortsætter således med at blive underrepræsenteret i Papua Guinea.

9. Salomonøerne (2% af repræsentanterne)

Salomonøerne har en ekstremt lav kvindelig repræsentation, hvor kun 2% af dem i det nationale parlament er kvinder. I 2014 bestod landet af Politiske Partier Integritetsloven for at øge kvinders deltagelse i politik. Denne foranstaltning er dog stadig ret ineffektiv, da den fastsætter en meget lav tærskel for det krævede minimumsantal kvindelige repræsentanter og mangler også tilstrækkelige sanktioner for at håndtere tilfælde af manglende overholdelse af denne køns kvote. I valgene i 2014 blev kun 26 kvinder udpeget som kandidater, der tegner sig for 6% af de samlede nominerede kandidater, og kun 1 af disse blev faktisk valgt til parlamentet.

8. Kuwait (2% af repræsentanterne)

Kuwaiti-kvinder har længe kæmpet for deres politiske rettigheder. Indtil 2005 var kvinderne i dette land ikke engang tilladt at stemme, endsige bestride et valg mod deres mandlige kolleger. Kvinder deres første stemte i valget i 2006, som også involverede 28 konkurrerende kvinder kandidater. Selvom ingen af ​​kandidaterne vandt et sted, var dette valg stadig et stort politisk fremskridt for disse kuwaitiske kvinder. Næsten fire år senere blev i 2009 valgt fire kuwaitiske kvinder i parlamentet, der repræsenterede 2% af repræsentanterne i landets parlament. Dette var et andet lille skridt i den rigtige retning for ligestilling i Kuwait.

7. Oman (1% af repræsentanterne)

Oman repræsentation af kvinder i det nationale parlament har ikke vist nogen forbedring i de seneste år, idet kun en kvindelig kandidat vælges til parlamentet ud af de samlede 20 bekæmpende kvinder i den seneste valgperiode. Det værre er, at antallet af tvivlende kvindelige kandidater i valgene i 2015 var endnu lavere end de 77 kvinder, der bestrider valgene i 2011 i landet. Kvinderne i landet håber således, at de nye rådsmedlemmer vil indføre en form for kvotesystem som en måde at sikre, at flere kvinder vælges i fremtidige parlamentsvalg i Oman.

6. Vanuatu (0% af repræsentanter)

En lille nation bestående af 80 øer i det sydlige Stillehav, Vanuatu kan helt sikkert prale af sin naturlige skønhed og koralrev. Ikke desto mindre fejler landet voldsomt inden for kvinders repræsentation i den nationale politik der. Det sidste parlamentsvalg i 2012 blev anfægtet af 17 kvindelige kandidater, hvor ingen vinde en plads i valget. Folketingets parlament er således repræsenteret af 0% kvinder. Denne bekymrende figur har fået regeringen til at træffe endelige foranstaltninger for at løse problemet, og der er foreslået en plan for at reservere 30% af parlamentets pladser for kvinder og forhåbentlig på vej til at blive godkendt og fuldbyrdet.

5. Yemen (0% af repræsentanterne)

Kvinder i Jemen er dårligt repræsenteret i deres lands politik. Men dette lands kvinder er ikke dem med spiritus, der er klar til at blive dømt. Faktisk har disse kvinder i årtier protesteret og krævet en udvidelse af deres rettigheder. Opstanden i 2011 oplevede en voldsom deltagelse af de jemenske kvinder, da de åbenlyst gav udtryk for deres krav til kvinders rettigheder som aldrig før. Skønt kvinderne i dette land stemmer og også kan konkurrere i valg, er repræsentationen af ​​kvinder i det jemenske nationale parlament kraftigt faldet i de seneste årtier. Deres tal deri er faldet fra 11 i 1993 til 1 i 2003 til ingen på nuværende tidspunkt. Efter 2011-opstanden blev der taget visse proaktive foranstaltninger af den nationale dialogkonference, som f.eks. Beslutninger vedrørende kvinders kvoteordning, selvom landets kvinder desværre føler, at der ikke er opnået noget som helst siden da.

4. Tonga (0% af repræsentanter)

Selvom Kongeriget Tonga er et forfatningsmæssigt monarki, gennemgik landet mellem 2006 og 2010 en større forfatningsmæssig reform, der øgede antallet af lovgivende pladser valgt af offentligheden i Tonga fra 9 til 17. Udover disse 17, 9 medlemmer til Tongas lovgivende forsamling skal udnævnes af noblerne i Tonga og fire af Kongen. De første valg under dette nye valgsystem, der blev afholdt i 2010, vidste ikke, at en enkelt kvinde blev valgt til lovgivende forsamling. Kongen valgte imidlertid en kvinde som en del af sin egen kvote for at tjene som medlem af den lovgivende forsamling. Betingelsen blev ikke forbedret i valget i 2014 i Tonga. Det år blev der ikke valgt en eneste kvinde blandt de 16 kvinder, der bestred valgene, til Tongas lovgivende forsamling.

3. Mikronesien (0% af repræsentanterne)

Mikronesien, et lille øhavs øhav i det vestlige Stillehav, er et af verdens lande med den laveste kvindelige repræsentation i den nationale politik. De sidste valg blev afholdt der i marts 2015. Det var da de fire stater i Mikronesiens Forenede Stater deltog senest i valg til valg af deres 19. kongres. Af de 14 valgte kandidater i dette valg var ingen kvinder. Dette er også det eneste land i verden, der registrerer "0" kvindelige repræsentanter i sin nationale lovgiver.

2. Palau (0% af repræsentanterne)

Historisk set har Palau-nationen ikke været en til kvindelig repræsentation i sin nationale lovgivende forsamling, som det fremgår af den seneste UN World Data Bank-statistik. Databasen giver "0" kvinder som repræsenteret der ved deres sidste tælling. Men for nylig er der blevet ændret en ny side for kvinders rettigheder i Palau, da 3 kvinder blev valgt til sit parlament i den sidste valgperiode. Nemlig var disse kvinder, der sluttede sig til Kelbios senat i Olbiil Era, sammen med ti mænd, Kathy Kesolei, Rukebai Inabo og JU Senior.

1. Qatar (0% af repræsentanter)

Kvinder i Qatar har ret til at stemme og bestride valg, men den kvindelige repræsentation i dette lands politik er ganske bemærkelsesværdigt lavt det samme. For at fremme større kvinders deltagelse blev 1999-valget til det centrale kommunalråd i Qatar bevidst holdt den 8. marts samme dag som den internationale kvindedag. Kun en kvindelig kandidat bestred imidlertid dette valg. I 2003 blev en anden kvinde, Sheikha Yousuf Hasan Al Jufairi, den første kvinde i landet for at holde en kommunal stilling efter at have vundet plads i valget i 2003. Det år indvarslede også en stor sejr for kvindernes kvinder, da Sheikha Ahmed al-Mahmoud blev udnævnt til landets første kvindelige statsminister, valgt af Emiratet. I 2015 blev to kvinder valgt til CMC. På trods af denne langsomme fremgang har Qatar imidlertid stadig en 0% repræsentation af kvindelige kandidater valgt af offentligheden i sin rådgivende forsamling, lovgivningsorganet for Qatar-monarkiet. Derfor er det sikkert at se, at Qatar stadig ligger godt bag kurven for at nå målet om ligestilling mellem kønnene, i det mindste hvad angår lige repræsentation for kvinders både kvinder og kvinder i den nationale lovgiver.

Anbefalet

Historien om de koptiske kristne
2019
Den rumænske revolution
2019
Hvordan fik Monaco sit navn?
2019