Hvad er organisationen af islamisk samarbejde?
Organisationen for islamisk samarbejde (OIC) blev grundlagt i 1969 og har 57 lande, der er medlemmer, der repræsenterer en befolkning på mere end 1, 6 mia. Mennesker fra 2008. OIC identificerer sig som "den muslimske verdens kollektive stemme" er at beskytte og bevare den muslimske verdens interesser i en ånd for at opmuntre fred og harmoni internationalt. OIC har permanente delegationer til Den Europæiske Union og De Forenede Nationer og har tre officielle sprog, som er engelsk, arabisk og fransk.
Hvad er organisationen af islamisk samarbejde?
Historie
Idéen om et muslimsk samfund går tilbage til det 19. århundrede, da flere muslimer længes efter at danne ummah (samfund) for at tjene deres fælles økonomiske, sociale og politiske interesser. Efter nedgangen i kalifatet og det osmanniske imperium efter WWI blev der stillet et vakuum til en pan-islamisk institution. Oprettelsen af Organisationen for Den Islamiske Konference blev fremkaldt af Al-Aqsa ilden i 1972, før navnet blev ændret til Organisationen for Islamisk Samarbejde. Den 25. september 1969 samlede ledere af muslimske stater sammen i Rabat, Marokko for at danne OIC.
Organisationens mål
Ifølge organisationens charter er OICs primære formål at bevare islams sociale og økonomiske værdier. Organisationen har også til formål at fremme solidaritet blandt sine medlemsstater, for at øge samarbejdet i kulturelle, videnskabelige, politiske, sociale og økonomiske aspekter. Emblemet for OIC består af tre hovedelementer, der afspejler organisationens vision som medtaget i det nye charter. De tre elementer omfatter Crescent, Globe og Kaaba. Den 5. august 1990 ratificerede ca. 45 af organisationens udenrigsministre Kairo-erklæringen om menneskerettigheder i islam, som skulle tjene som en vejledning til medlemslandene om menneskerettighedsspørgsmål og deres forhold til Koran- og Sharia-loven. Organisationen for islamisk samarbejde gennemførte en formel revision af charteret i juni 2008. Det reviderede charter fremmer grundlæggende frihedsrettigheder, god regeringsførelse og menneskerettigheder i alle OIC-medlemslande. Det reviderede charter indeholdt ikke nogen henvisninger til Kairo-erklæringen om menneskerettigheder i islam. OIC valgte imidlertid at godkende den internationale lov sammen med verdenserklæringen om menneskerettigheder i det reviderede charter.
Organisationens nye navn og flygtninge
Under det 38. møde i Rådet for udenrigsministre (CFM), der fandt sted den 28. juni 2011 i Astana, Kasakhstan, ændrede OIC sit navn til Organisationen for Islamisk Samarbejde fra Organisationen for Den Islamiske Konference. Organisationen ændrede også sit logo. UNHCR vurderer, at ca. 18 millioner flygtninge var vært for OIC-lande inden udgangen af 2010. OIC-landene har siden optaget flygtninge fra forskellige konfliktområder, herunder det nuværende oprør i Syrien. OIC behandlede sådanne spørgsmål under konferencen "Flygtninge i den muslimske verden", der fandt sted i Asjgabat, Turkmenistan i maj 2012.
Organisationens medlemslande
OIC består af 57 medlemmer. Men 56 af dets medlemsstater er også medlemmer af De Forenede Nationer. Et godt antal af medlemslandene, især dem, der findes i Vestafrika, er ikke nødvendigvis blandt de muslimske flertalslande, selv om de har store befolkninger af muslimer. Flere lande som Rusland og Thailand, som har betydelige muslimske befolkninger, er observatørlande, mens nogle nationer som Etiopien og Indien ikke er medlemmer. Afrika har det højeste antal medlemslande i OIC med ca. 27 nationer. Asien kommer i andenpladsen med 25 medlemsstater, efterfulgt af Europa med tre medlemsstater og Sydamerika med to medlemsstater.
Hvad er organisationen af islamisk samarbejde?
| Medlemslandets navn | År tiltrådt |
|---|---|
| Afghanistan | 1969 |
| Albanien | 1992 |
| Algeriet | 1969 |
| Aserbajdsjan | 1991 |
| Bahrain | 1970 |
| Bangladesh | 1974 |
| Benin | 1982 |
| Brunei | 1984 |
| Burkina Faso | 1975 |
| Cameroun | 1975 |
| Tchad | 1969 |
| Comorerne | 1976 |
| Djibouti | 1978 |
| Egypten | 1969 |
| Gabon | 1974 |
| Guinea | 1969 |
| Guinea-Bissau | 1974 |
| Guyana | 1998 |
| Indonesien | 1969 |
| Iran | 1969 |
| Irak | 1976 |
| Elfenbenskysten | 2001 |
| Jordan | 1969 |
| Kasakhstan | 1995 |
| Kuwait | 1969 |
| Kirgisistan | 1992 |
| Libanon | 1969 |
| Libyen | 1969 |
| Malaysia | 1969 |
| Maldiverne | 1976 |
| Mali | 1969 |
| Mauretanien | 1969 |
| Marokko | 1969 |
| Mozambique | 1992 |
| Niger | 1969 |
| Nigeria | 1986 |
| Oman | 1970 |
| Pakistan | 1969 |
| Palæstina | 1969 |
| Qatar | 1970 |
| Saudi Arabien | 1969 |
| Senegal | 1969 |
| Sierra Leone | 1972 |
| Somalia | 1969 |
| Sudan | 1969 |
| Surinam | 1996 |
| Syrien | 1970 |
| Tadsjikistan | 1992 |
| Gambia | 1974 |
| At gå | 1997 |
| Tunesien | 1969 |
| Kalkun | 1969 |
| Turkmenistan | 1992 |
| Uganada | 1974 |
| Forenede Arabiske Emirater | 1971 |
| Usbekistan | 1995 |
| Yemen | 1969 |
