Hvad er konventionen om biologisk mangfoldighed?

Konventionen om biologisk mangfoldighed blev først underskrevet den 5. juni 1992 på jordtopmødet i Rio de Janeiro, Brasilien. Denne multinationale traktat trådte i kraft den 29. december 1993 med det formål at udvikle internationale tilgange til bevarelse og fremme af bæredygtige interaktioner omkring biologisk mangfoldighed. Konventionen om biologisk mangfoldighed har desuden til formål at sikre, at fordelene ved genetiske ressourcer er ret fordelt. Dette er den første multilaterale aftale, som anerkender vigtigheden af ​​biologisk bevarelse i den globale udviklingsindsats. Dens tekst er grundig og omfatter aftaler om bioteknologi, genetiske ressourcer, arter og økosystemer.

Bortset fra disse aftaler dækker konventionen også mange andre emner. Det giver retningslinjer og direktiver til medlemslandene om offentlig uddannelse og bevidsthed, en global liste over taksonomiske eksperter, kontrolleret adgang til traditionel viden, videnskabeligt og teknisk samarbejde på tværs af grænserne, fordeling af finansielle ressourcer og evaluering af program og projekt.

Konventets historie om biologisk mangfoldighed

I november 1988 mødtes ad hoc-arbejdsgruppen for eksperter om biologisk mangfoldighed i FN's miljøprogram for at drøfte ideen om en international aftale om biologisk mangfoldighed. For at følge op på denne diskussion blev ad hoc-arbejdsgruppen for tekniske og juridiske eksperter oprettet i 1989. Denne gruppe begyndte at sammensætte de juridiske dokumenter, der omfattede spørgsmål om bevarelse og bæredygtighed. Bare 2 år senere mødtes et forhandlingskomité bestående af repræsentanter fra forskellige lande for at sammensætte de endelige punkter i den juridiske tekst.

Det næste år blev konferencen for den godkendte tekst i konventionen om biologisk mangfoldighed samlet i Nairobi, Kenya, hvor Nairobi-slutakten blev oprettet. Denne endelige tekst blev fremlagt for underskrifter på det tidligere nævnte Earth Summit. Ved 4. juni 1993 havde 168 lande undertegnet konventionen. Lande, der har underskrevet denne aftale, er juridisk forpligtet til at overholde sine standarder og regler. I 2016 havde 196 lande undertegnet konventet (det er 195 uafhængige lande og hele EU).

I januar 2000 blev konventet ratificeret med Cartagena-protokollen om biosikkerhed. Denne protokol udvide definitionen af ​​beskyttelse af biologisk mangfoldighed til at omfatte risici forårsaget af moderne bioteknologi og dens efterfølgende levende og modificerede organismer. Det kræver, at nye teknologiske produkter skabes ved anvendelse af forsigtighedsprincippet.

Kritik af konventionen om biologisk mangfoldighed

Selv om konventet blev skabt med bevarelse af den biologiske mangfoldighed i spidsen, og dens medlemmer arbejder for at oprette og udføre nationale strategier for biodiversitet og handlingsplaner, har konventionen stadig fået en række kritikpunkter. Nogle forskere har kæmmet over biologiske mangfoldighedsrapporter og strategien og handlingsplanerne fra forskellige lande. De har ved flere lejligheder identificeret, at ikke alle former for liv er blevet medtaget, på trods af at dette krav er direkte dækket af konventets tekst. Et eksempel på denne udeladelse af levende ting kan findes i den 5. rapport, der er genereret af EU. I denne rapport fandt forskerne, at myndighederne kun havde henvist til planer og bevaringsstrategier for planter og dyr. Dens rapport havde ikke medtaget planer for svampe og bakterier.